Paradisiske Maldiverne er første stop på din jordomrejse. Din rejseleder byder dig velkommen på hovedøen Malé, hvorfra du sejler til den lille skønne ø Rasdhoo, som kun har kendt til turisme i et begrænset antal år. Her skal du nyde tilsandede gader, azurblåt hav og en venlig lokalbefolkning. Du vil komme ind under huden på de lokale de næste uger, hvor du bl.a. skal lave projekter, som gavner øens beboer. Desuden vil du lære om maldivisk kultur gennem madlavning, dans, sang og sportsaktiviteter med de lokale. Du vil få et helt unikt indblik i kulturen disse dage.
De første uger går også med sjov teambuilding med dit højskolehold. I skal lære hinanden at kende og danne rammer om et godt fællesskab fremadrettet. Desuden skal du på en række skønne udflugter. Bl.a. kan du glæde dig til at skulle fiske, snorkle, spise picnic på stranden og male t-shirts. Du skal også på sunset cruise, hvor du kan spotte delfiner. Har du mod på det, kan du tage dykkercertifikat (ikke inklusiv.) under dit ophold på Rasdhoo. Livet under havoverfladen er helt fantastisk og kan bl.a. byde på hajer og skildpadder.