Efter aktive, lærerige og hyggelige højskoleuger i Byron Bay afslutter du dit ophold i Australien i metropolen Sydney. Det er helt op til dig, hvad der skal ske. Du har fridage, mens du er i Sydney og kan f.eks. se en forestilling i Operahuset, bestige Sydney Harbour Bridge, prøve surfing på Bondi Beach, hike langs kysten, tage på udflugt ud af byen for at opleve Blue Mountains eller udforske byens parker, kvarterer og flotte havnefront.
Sydney byder på lidt af det hele, men du kan selvfølgelig også vælge at tage til andre dele af Australien. Vil du opleve en anden side af Australiens kultur og historie, kan du f.eks. rejse til den uendelige Outback. Her vil du lære om aboriginernes historie, se solens første stråler ramme Ayers Rock, vandre i den røde ørken, spise mad tilberedt over åben ild og sove under en flot stjernehimmel. Uanset hvad du vælger, bliver det helt sikkert en værdig afslutning på en fabelagtig måned “Down Under”. Fra det enorme Australien flyver du til Sri Lanka, hvor tempoet og tilværelsen er en helt anden.