Første stop i Australien er Brisbane. Her er der fridage på programmet, så du har tid til at udforske den hyggelige storby. Du kan snuppe en sejltur på byens floder, shoppe i de mange butikker eller snuppe en gang mad på lækre restauranter. Du stiger på bussen og fortsætter mod den skønne surferby Byron Bay. På vejen dertil standser du ved Currumbin Wildlife Sanctuary, hvor du hilser på Australiens mange spændende dyr.
I Byron Bay kan du nyde den afslappede atmosfære, de mange caféer og specialbutikker samt et væld af betagende strande. Du starter ud med surflektioner og yogaundervisning. Dernæst har du en friuge, hvor du frit kan vælge, hvad du vil bruge tiden på. Du kan blive i Byron Bay og træne dine talenter på et surfbræt. Du kan tage dykkercertifikat, flyve i luftballon, skydive og ro i havkajak. Mulighederne er mange i den skønne surferby, men du kan selvfølgelig også rejse til andre dele af Australien. F.eks. til Outbacken eller den enorme sandø Fraser Island, hvor vilde dingoer lever.