I flyver fra fastlandet i Ecuador til et af verdens smukkeste og mest fascinerende områder. Med dyreliv og natur som ingen andre steder, både over og under vand: Galapagos-øerne. Isla Santa Cruz danner rammen for opholdet på øerne, hvor I kan udforske de smukke strande og det fantastiske dyreliv. Øen er – ligesom de andre øer – skabt af vulkansk aktivitet igennem flere millioner år. I skal bo i hyggelige Puerto Ayora.
Isla Santa Cruz byder på et væld af aktiviteter, bl.a. dykning, surfing, snorkling og havkajakture. Du kan også besøge Charles Darwin Research Center og få et indblik i hans banebrydende arbejde, vandre på stier og i flotte naturparker, hvor du kan møde kæmpeskildpadder, iguanaer og pelikaner eller udforske Tortuga Bay, som med sin flotte sandstrand og det krystalklare vand, er noget helt specielt. Livet under vand er helt unikt ved Galapagos-øerne; med kæmpe stimer af farvestrålende fisk, mange forskellige hajer, rokker og flotte koralrev.